Categories
Familieliv

Tidligt på kursus

Jeg kan godt lide at være på kursus. Eller rettere, jeg kan godt lide at være på konference/kursussteder før kurserne egentlig begynder. Min arbejdsplads har et konferencested tæt på hvor jeg bor, med udsigt ud over markerne, søen, ænder og køer. Der sidder jeg lige nu, men en kop te og en bolle og nyder stilheden (før stormen).

Categories
Familieliv

Et usynligt handikap

Hvis man bare lige ser mig, kan man ikke se det. Faktisk kan man kende mig i årevis uden at opdage det, måske et helt liv. Men jeg har et handikap. Det er godt nok (så vidt jeg ved) ikke direkte defineret som et handikap, men det føles som et sådant. Og dertil kommer at det er et pinligt et af slagsen.

Jeg har rigtig svært ved at sove alene. Som i rigtig svært. Som i “gøre alt for at undgå det” svært. Sove alene kan være at sove alene hjemme eller at sove på et hotelværelse. Jeg kan godt sove alene i et værelse, bare der er andre i huset. Andre hotelgæster tæller tilsyneladende ikke i mit hoved.

I hverdagen er det ikke et problem, jeg bor sammen med Kemifar (og Møffen selvfølgelig) og da der ikke er natarbejde eller forretningsrejser som en del af Kemifars job, så er det ikke et problem. Lige indtil det er det alligevel. Da vi var studerende og da Kemifar var PhD-studerende var der en del konferencer og sommerskoler som Kemifar skulle på, og det efterlod mig alene hjemme. Så jeg “flyttede hjem” i de perioder og boede hos mine forældre. Hvis mine forældre ikke var hjemme, så fandt jeg andre familiemedlemmer at bo hos. Jeg undgik selv konferencer og sommerskoler for at undgå at skulle sove alene når jeg var afsted.

Jeg har sovet alene hjemme én gang i hele mit liv. Det kunne simpelthen ikke logistisk gå op på andre måder, da jeg havde en vagt på arbejdet og det eneste familie jeg kunne være hos var langt væk. Jeg har sovet alene på et hotelværelse 5 nætter i alt. 4 af disse var i Kina. Fællestræk for disse nætter har været en enorm bekymring i tiden op til, utryghed og meget, meget lidt søvn.

Jeg kan ikke forklare hvorfor det gør mig så bange og jeg ved ikke hvad det kommer af. Jeg ved ikke om det er kontroltab, abandonment issues eller rester af de angstproblemer jeg fik som ung voksen. Jeg forsøger at bearbejde det, men det er utroligt svært.

Desværre er jeg i den situation at der er meget “sove ude” i forbindelse med mit arbejde. Et par gange om året er der seminarer, og mine arbejdsopgaver har ændret sig til at lægge op til meget rejseaktivitet. Det har jeg det ikke ret godt med, og har meldt det ud til min arbejdsplads, hvor det pt. er accepteret, men det føles stadig som et pres og et nederlag. For et sted i baghovedet sidder der en stemme og siger “så tag dig dog sammen.”. Det er bare lettere sagt end gjort.

Categories
Familieliv

Mors Dag

Når mor er gået bort

Sidste år skrev jeg et indlæg om min første mors dag efter min mor døde sidste år. Jeg fik en del søde kommentarer fra andre der også har mistet og i løbet af de sidste uger har jeg tænkt at det ikke gør så ondt i år. Men i går og i dag er det begyndt at fylde mere alligevel. For selvom jeg ikke synes jeg har set heeelt så mange Mors Dags reklamer som sidste år, så er de alligevel begyndt at poppe op i mit facebook feed.

Nye udfordringer

I år har jeg så en yderligere udfordring, min lillesøster der mistede sit ufødte barn i september. Mors dag fylder enormt meget for hende, for hun føler sig som en mor, selvom der ikke er et barn derhjemme. Frustrationerne over ikke at føle sig set og anerkendt som mor af omverdenen er til at tage og føle på, og de spreder sig. Men hvem skal man anerkende på Mors dag?

Holdninger om Mors Dag

Min egen mor var af “det er bare noget amerikansk pjat blomsterhandlerne har fundet på”-skolen, og gik på ingen måde op i mors dag. For mig er det først begyndt at fylde efter hun døde, og det er mere påmindelsen fra omverdenen om at jeg ikke ængere har en mor selv. Jeg kan se at der er generiske “glædelig mors dag til alle mine med-mødre” opslag på Facebook hvert år, men jeg har aldrig sendt en personlig hilsen til nogen i den anledning. Er det en ting?

Hvad skal man gøre?

For mig giver det mening at anerkende sin egen mor på mors dag, en slags “tak fordi du gennemgik en graviditet, en fødsel og var/er min mor”, hvis man synes det giver mening. Det kan selvfølgelig også gælde bedstemødre eller andre moderfigurer i ens liv, som man synes bør anerkendes. Men det føles for mig mærkeligt at sende en Mors dag-besked til en veninde, kusine eller for den sags skyld søster, for de er jo ikke min mor.

Sidste år gik jeg på kirkegården og gjorde min mors gravsten ren. I år er den temmelig ren, så jeg må se om jeg går derned søndag. Til gengæld gør jeg noget andet, jeg har bestilt en buket blomster til min svigermor, fordi jeg er taknemmelig over at have hende, når nu min egen mor ikke længere er her.

Categories
Familieliv

Ro på!

Jeg sidder i mine svigerforældre have i skyggen fra en parasol og slapper af. Mit hovede er temmelig træt efter en nat hvor Møffen var vågen fra klokken 1 til 3:30, og det var jeg derfor også.

Jeg sidder og tænker på alt det jeg gerne vil. Sy mere. Bage mere. Passe bloggen. Få mere gang i min virksomhed (spiselige print til kager). Rydde op (og smide ud). Være sammen med Kemifar og være en god mor for Møffen.

Men lige nu er der ro på. Møffen sidder indenfor og hamrer i klaveret under opsyn af sin Farmor. Gudskelov for Farmor!

Categories
Familieliv

Sorg og mærkedage

I søndags ville min mor være fyldt 65 år. Hun døde er par uger før sin 64 års fødselsdag, og dermed for lidt over et år siden. Vi markerede dagen med et besøg på kirkegården med kemifar, Møffen, min far og min søster. Bevæbnet med en flaske vand og en neglebørste gjorde jeg hendes sten ren, så bogstaverne igen fremstår sølvfarvede og lyse, og så satte vi lys og en lanterne op. Der var stadig blomster fra hendes dødsdag, hvor vi også var dernede, de holder overraskende godt i koldt vejr.

Efter vi gjorde stenen klar satte vi os på en bænk på kirkegården og åbnede en flaske økologisk hvidvin, noget der ville have glædet min mor. Vi åbnede også en pose bugles, noget min mor var meget glad for, og som Møffen er særdeles glad for også. Så sad vi lidt der og snakkede om min mor, før vi gik hjem til os og tændte op i grillen. Helt i min mors ånd.

Categories
Familieliv

Barsel og Sorg – Gæsteblogging hos Tina Westergaard

I dag gæsteblogger jeg hos Fuldtidsmor. Jeg skriver om forløbet med min mors sygdom, den dårlige samvittighed og en lille baby på armen.

Hvis du har lyst kan du læse min beretning her.

Categories
Familieliv

Ham gad jeg godt være gift med

Jeg ligger i sengen og kan ikke sove. Det kunne jeg heller ikke i går. Jeg ved ikke om det er weekendens skubbede døgnrytme, eller hvad det er, men jeg er træt men vågen.
Jeg har skruet helt ned for lyset på min skærm og ligger helt stille, for ikke at vække Kemifar, som sover ved siden af mig.
Og det er faktisk Kemifar det skal handle om. Jeg så en overskrift på Politiken, “Ham gad jeg godt være gift med”. Min første tanke var “og det er jeg også”.
Jeg har giftet mig med mit livs kærlighed. Tanken om vores bryllup får mig til at smile, introen til vores sang giver mig sommerfugle i maven, og da jeg så ham holde Møffen på operationsstuen strømmede kærligheden igennem mig.
Han passer på mig når jeg selv glemmer at gøre det, han er en FANTASTISK far og jeg er så heldig at jeg har ham. Nu vil jeg slukke telefonen, og prøve om jeg kan putte mig ind til min mand, uden han vågner.
Godnat derude.
Categories
Familieliv

Når Mors Dag gør ondt

Min mailboks, Facebook og internettet generelt har de sidste par uger bombarderet mig med gode tilbud og konkurrencer i forbindelse med mors dag. Og selvom min egen mor absolut ikke gik op i mors dag, gør det alligevel ekstra ondt i dag at hun ikke er her.
Jeg ved der sidder kvinder for hvem dagen er endnu sværere, kvinder hvis børn ikke længere er her, og jeg priser mig lykkelig over at Møffen er sund og rask og lige nu sover en lur. Men jeg savner min egen mor umådeligt i skrivende stund. Jeg var på kirkegården i dag og gøre hendes sten ren efter sidste regnskyl (da den er så relativt nylagt, skyller regnen jord ind over stenen, som skulle fejes væk). Den blev pæn igen.
Glædelig mors dag derude, hvis dagen er en fest for jer er jeg glad på jeres vegne, hvis dagen er svær så føler jeg med jer.

Categories
Familieliv

Vuggestuestart

Møffen begyndte i vuggestue d. 3. april (På Kemifars 30 års fødselsdag!).
Det har foreløbig været en meget nem opstart, pædagogerne vurderer at han er HELT klar til at starte institution, han er glad og kravler rundt alle vegne (ligesom herhjemme) og sover og spiser uden bøvl (endnu i hvert fald!).

Institutionen virker rigtig god, selv når der virker travlt virker der ikke presset, men mere travlt på grund af aflevering og afhentning af børn. I morgen skal han have sin første “hele” dag, så det bliver spændende hvad han siger til det (så skal han sove to lure i stedet for en!).

Jeg kan mærke at både Møffen og jeg har gavn af at han kommer i institution, jeg har været drænet for overskud siden begyndelsen af marts da min mor døde, så jeg har haft stor glæde af et par børnefri timer om dagen til lige at mærke mig selv. Møffen smiler når jeg kommer for at hente ham, og kravler så grinende væk, rundt om hjørner og ind i andre rum. Jeg tror det er godt for ham at få nogle nye input, for jeg har sgu ikke været den store opfindsomme lege-mor de sidste uger.

Nu begynder jeg arbejde på mandag, så det bliver rigtig spændende!

Categories
Graviditet og Fødsel

Den gode fødsel

Hvad er den gode fødsel? Da jeg var gravid var jeg ganske ræd for fødslen (jeg håndterer ikke smerte så godt), og bearbejdede den angst hos en psykolog. Det fungerede rigtig godt for mig, og jeg endte med om ikke at glæde mig til fødslen, så at være spændt på den, jeg havde tiltro til at min krop kunne finde ud af at føde, og hvis jeg lyttede til min krop skulle det nok lykkes. Jeg endte med veer i 46 timer og akut kejsersnit, fordi Møffen stod skævt i mit bækken og ikke kunne skubbe sig selv langt nok ned til at komme ud.
Jeg læser mange beskrivelser af kejsersnit, hvor kvinden der har fået kejsersnit oplever skuffelse over ikke at have født vaginalt, føler sig snydt for oplevelsen og i det hele taget føler at kejsersnittet var et nederlag.
Disse kvinders følelser er fuldstændigt valide, og skal tages meget seriøst. Her må sundhedsplejersker, jordmødre, sygeplejersker, familiemedlemmer og evt. psykologer på banen, for at støtte den nybagte mor.
Men jeg kan ikke lade være med at overveje om man kunne forebygge nederlagsfølelsen hos nogle af disse kvinder? Jeg blev spurgt under min graviditet (jeg husker ikke af hvem) hvad succeskriteriet var for min fødsel, og jeg svarede i ramme alvor “at han kommer ud”, hvilket jeg øjeblikkelig rettede til “at han kommer ud og er sund og rask – og at jeg selv ikke tager for meget skade”.
Succeskriteriet for min fødsel var virkelig at ungen skulle ud af mig og vi begge to overlevede. Det var min førsteprioritet, og den eneste der virkelig betød noget. Derudover håbede jeg på at det ikke ville tage for lang tid, i omegnen af tolv timer tænkte jeg ville være godt (hahahahahaha), at det ikke ville gøre for ondt (hahahahahaha) og at jeg ikke ville briste eller skulle klippes (det gik faktisk i opfyldelse, eftersom han ikke kom ud den vej).
Så da jeg morgenen efter kejsersnittet blev spurgt af en sygeplejerske (eller læge? det er lidt blurry) hvordan jeg havde det, når nu det var endt i akut kejsersnit, var svaret at jeg havde det fint og jeg nok gerne ville have planlagt kejsersnit med den næste (her blev der grinet lidt af at jeg allerede tænkte på den næste, men det gjorde jeg – dog først om nogle år!)

Jeg tror “ønskesedler” til fødsler kan være med til at skabe skuffelse når de ikke kan opfyldes, ønsker om hjemmefødsel, fødsel i vand, sansestuer, ingen smertelindring og ingen kejsersnit er fine nok, men når det bliver problematisk at de ting ikke kan opfyldes af den ene eller den anden grund, er det rigtig ærgerligt. En fødsel er en dybt traumatisk oplevelse, uanset hvor glat den forløber, og derfor finder jeg det problematisk når vi forherliger visse elementer. Hvorfor er en fødsel uden epidural mere værd, end en fødsel med epidural? Hvorfor skal kvinder kritiseres for at ønske at føde på et hospital, fremfor derhjemme? Hvorfor mødes kvinder der har fået kejsersnit med holdningen at de ikke har født “rigtigt”?

Hvorfor kan vi ikke acceptere at alle fødsler er forskellige, og at det ene valg eller omstændighed ikke er kategorisk bedre end det andet? Kejsersnit er det rigtige valg for nogle kvinder (akut eller planlagt, medicinsk betinget eller ej), nogle kvinder er tryggest derhjemme, andre på et hospital, og nogle kvinder har stor glæde at smertelindring. Jeg håber at vi snart holder op med at dømme andre for de valg og omstændigheder de har i forhold til deres fødsler. I bund og grund ønsker vi jo alle det samme, at vores børn kommer til verden sunde og raske, og at vi selv overlever også.

Jeg tror den gode fødsel er den hvor kvinden føler sig tryg. Jeg følte mig ikke utryg på et eneste tidspunkt under min fødsel, og det tror jeg betød alverden.