Categories
Graviditet og Fødsel Ting til voksne

Fossflakes Comfort-U graviditetspude

Alle billeder er taget af Fossflakes, som har været så venlige at lade mig låne dem til dette indlæg (https://fossflakes.com/dk/). Jeg er på ingen måde blevet økonomisk kompenseret for dette indlæg.

Kaffemaskinesnak

Faktisk begyndte det ved et tilfælde. Jeg var gravid med Møffen, og ca. 4 måneder henne. En kollega og jeg stod ved kaffemaskinen og snakkede, da en anden kollega kom over og hilste på. Hun betroede os at hun også var gravid, og at hun havde glædet sig til at tage sin graviditetspude frem. Jeg blev nysgerrig og spurgte hvad en graviditetspude var, og hun beskrev den som en stor, U-formet kropspude der aflaster bækken og ryg når man sover med den. På det tidspunkt var jeg allerede begyndt at sove med flere puder mellem knæene, så jeg blev straks interesseret.

Billede venligst udlånt af Fossflakes. https://fossflakes.com/dk/

Research og ønskelister

Jeg lavede lidt research, for at læse mere om denne “graviditetspude”, og fandt hurtigt frem til Fossflaskes Comfort-U puden, som desværre var lidt dyrere end jeg lige havde råd til bare at købe. Da det var november besluttede jeg mig for at skrive den på min ønskeseddel, da både min 30 års fødselsdag og julen jo var lige om lidt. Jeg snakkede rigtig meget om puden, og da jeg opdagede at coop.dk havde den på tilbud, sendte jeg fluks en mail til både min mor og Kemifar med linket.

Juleaften

Juleaften holdt vi hjemme hos mine forældre, og der lå en ganske lille pakke under juletræet til mig. Pakken var fra mine forældre, og inden i pakken lå en seddel med et telefonnummer. Da jeg ringede nummeret op var der en telefon der ringede i arbejdsværelset, og da jeg kom derind stod der en papkasse. Papkassen indeholdt (som du måske har gættet) en Fossflake Comfort-U pude, som blev indviet samme aften, hvor vi sov hos mine forældre.

Effekt

Det var kærlighed ved første blik, puden aflastede min ryg og mit bækken, og jeg sov bedre da jeg fik den, end jeg havde gjort længe. Den var bestemt værd at sove med, selvom den fylder en del i sengen. Efter jeg fødte har Kemifar også sovet med den en enkelt gang, for at aflaste ondt i ryggen, hvilket den også klarer rigtig godt. Den har ydermere været udlånt til i skrivende stund tre veninder under deres graviditeter. Tre andre veninder har haft købt deres egne efter jeg har anbefalet den, og alle har kun haft rosende ord til overs.

Billede venligst udlånt af FossFlakes. https://fossflakes.com/dk/

Andre produkter

Fossflakes har en lang række produkter, herunder dyner, puder og specialpuder, og vi har nogle enkelte. Vi har en sommerdyne og Møffen har en juniordyne og pude, og disse kommer jeg til at skrive om i et kommende indlæg. Jeg ville elske at afprøve flere af specialpuderne, især har jeg øjnene rettet med deres KneeAnkle pude samt en vinterdyne til os selv. Det må blive når jeg får råd 🙂

Comfort-U puden kan købes her (affiliate link).

Categories
Ting til voksne

{SPONSORERET} Saal Digital Fotobog

{SPONSORERET INDLÆG}

Jeg fik muligheden for gratis at teste en fotobog fra Saal Digital, via et opslag fra deres Facebookside, mod at skrive en anmeldelse.
Vi valgte at lave en fotobog med billeder af Møffen til en julegave, og da jeg har lavet en del fotobøger tidligere, gik jeg til opgaven med entusiasme! Siden Møffen blev født har jeg taget et billede hver gang han er fyldt en uge, og jeg tænkte at de billeder ville udgøre en fin fotobog. Jeg havde modtaget en rabatkode på 225 kr, og startede med at downloade den software der skal bruges til at designe bogen.
Her valgte jeg så den almindelige fotobog, 26 sider i A5 format, til 178,- og blev derfor en kende forbavset da prisen stod til 223,-. Det viste sig at være fordi jeg skulle fravælge højglans fotopapir, til fordel for en mat overflade hvis jeg ville spare de 45 kr. Jeg valgte at beholde højglans, da bogen var til en gave.
Så skulle jeg i gang med at designe bogen, og her må jeg indrømme at jeg stod lidt af. Det irriterede mig grænseløst at jeg ikke kunne få lov at vælge et billedlayout først, og så placere billederne i de “frames” hvor jeg synes de skulle være. I det hele taget virker programmet for mig ikke synderligt intuitivt, og uden megen selvbestemmelse over designet. Men med et enkelt billede på hver side lykkedes det mig dog at få billederne sat i den rigtige rækkefølge, og bestilt bogen for 39,- i porto.
Så var det bare at vente på at bogen kom!
Jeg var meget spændt da jeg pakkede bogen op, men blev umiddelbart en lille smule skuffet da jeg fik den ud af kuverten. Billedkvaliteten på printet er helt fin, men siderne er meget stive, som karton, og jeg havde forventet tyndere (lidt mere lækre) sider, som jeg er vant til fra andre fotobøger. Samtidig har bogen en udefinerbar “klippe-klistre” fornemmelse, måske på grund af de stive sider.
Jeg er ikke i tvivl om at fotobogen kommer til at skabe glæde hos modtageren, men nok mere på grund af de billeder der er i den, end på grund af den kvalitet den er lavet i.
Der er sikkert nogen der foretrækker de stivere sider i bogen, men næste gang jeg laver en fotobog vil jeg gå efter et mærke med en anden design-software og tyndere sider.
Dog vil jeg understrege at jeg synes kvaliteten af printet i sig selv var højt, så jeg vil ikke afvise at jeg kunne finde på at prøve at bestille en af de andre varetyper (fremkaldelse, vægbillede, kalender, plakat osv.) en anden gang.

Jeg vil også sige at jeg synes Saal Digital havde fantastisk kundeservice, da min rabatkode udløb fordi strømforsyningen i min computer brændte sammen, forlængede de koden så jeg havde mulighed for at lave bogen færdig da min nye strømforsyning kom.