Categories
Familieliv Graviditet og Fødsel

Nyt

Ja, det er ved at være noget tid siden jeg har været aktiv herinde. Lidt over 5 måneder for at være præcis, og det er der nok flere grunde til, men den primære er at jeg er gravid. Jeg er faktisk så gravid at der kun er ca. 4 uger tilbage til det er meningen at vores lille dreng skal komme, ved planlagt kejsersnit.

Da jeg var gravid med Møffen blev jeg aldrig rigtig glad for at være gravid. Jeg var glad for at vi blev gravide temmelig hurtigt og for at vi skulle have et barn, men jeg havde kvalme fra en uge efter jeg testede positiv, til han kom ud. De sidste 3 måneder en lidt mere afdæmpet kvalme, hvor jeg trods alt ikke havde “dry-heaving” dagligt, men stadigvæk let kvalme meget af tiden. Min første graviditet var på papiret fuldstændigt problemfri, og endte ud i en 46 timers fødsel der sluttede med et akut kejsersnit.

Denne gang har det været lidt anderledes. Ikke med kvalmen, det har været fuldstændigt det samme, men jeg er døjet med mere ubehag, følt mig mere besværet og mere brugt. Nu har jeg også meget halsbrand. For ikke at nævne en svampeinfektion der bare ikke vil gå væk, en moderkagebiopsi (der gudskelov viste at der ingen genetiske problemer var) samt en glucosebelastningstest (stærkt sukkervand, på tom mave, med morgenkvalme. Bvadr. Heldigvis var der ingen graviditetssukkersyge).

Men det sværeste har nok være Møffen. Han har reageret en del på at jeg ikke har kunnet så meget, både på grund af kvalmen, men også ondt i ryggen og humørsvingninger på grund af hormoner. Han reagerer på at ville have mor til at gøre ALTING, og det er dybt frustrerende at måtte sige nej til meget, når jeg egentlig gerne vil. Det betyder også at jeg overanstrenger mig, og så betaler prisen efterfølgende med ondt i ryggen, mange plukveer og ubehag.

Det værste er den dårlige samvittighed og følelsen af utilstrækkelighed. For når barnet stor-hyler i sin fars arme at han vil have mor, og jeg vitterligt ikke kan, så er der ikke meget andet at gøre end at krybe sammen på sofaen og stor-tude, mens Kemifar tager slæbet med det hylende barn. Jeg glæder mig til ikke at være gravid mere, selvom jeg godt ved det så bliver hårdt på andre måder.

Categories
Familieliv

Hørt i hjemmet

Møffen er 2 år og 3 måneder i skrivende stund, og hans ordforråd udvikler sig fra dag til dag. Han er rigtig god til dyr, og hvad dyr hedder, lige fra giraf, elefant og leopard til kænguru, næbdyr og aardwark (som dog bliver udtalt ardervark). Men det mest spændende lige nu er sætningskonstruktion, der til tider ender i deciderede guldkorn. Her kommer en samling af ting man kan høre i vores hjem for tiden:

  • Mor, giv mig sutten (mens han rækker den til mig. Mig, dig, din og min er også svære at holde styr på)
  • Hov fugl! Hvad laver du her? (Fuglen hoppede rundt ude på græsplænen)
  • Åh nej dog (Det siger han hele tiden, om alt muligt)
  • Åh, lidt tung (Når han forsøger at løfte lidt større ting, eller legetøj der sidder fast)
  • Ikke fregat, færge! (Nogen fik sagt at fregatten Jylland var en færge, det brugte vi en uge på at diskutere)

Og så selvfølgelig denne samtale om et billede af et lokalbanetog:

Møffen: “Det’ en bus!”

Mor: “Nej skat, det er et tog”

“Nej, ikke tog, bus!”

“Det er altså et tog, se der er togskinner foran”

“Bus!”

“Nej skat, der er jo tog-skinner”

“… bus-skinner!”

“…” (Den slags logik er svær at argumentere imod)

Categories
Familieliv

Min Mor-ring

For noget tid siden skrev jeg om min familiering fra Castens. Jeg fortalte også at der var en ny ring på vej fra Karins hånd, som jeg glædede mig meget til.

Baggrunden for min nye ring er et arvestykke. Min mormor havde en alliancering i hvidguld, med 8 brillianter, som min mor arvede da min mormor døde. Min mor gik altid med ringen, indtil hun for nogle år siden fik så meget gigt i fingrene at hun var nødt til at få den klippet af. Vi snakkede om at få den lavet om til en gigt-ring, men det blev for dyrt. Da hun blev syg begyndte jeg at tænke over hvor ringen mon var henne og hvad der skulle ske med den, men fik aldrig talt med min mor om det. Da hun døde kunne vi ikke finde den. Den var simpelthen væk.

Min mors ring, på min hånd

Omkring et halvt år efter min mor døde besluttede min far sig for at sætte deres hus til salg, og der gennemgik vi en større oprydning. I en lille plastiklomme i en reol der skulle smides ud, fandt min far min mors ring. Lettelsen var til at tage og føle på for os alle sammen, da vi havde frygtet at den var væk for altid.

Min mors og mormors ring

Ringen lå hos os i nogle måneder, indtil min søster og jeg tog ind til Castens værksted i Holbergsgade. Vi havde besluttet at dele ringen, få den smeltet om og lavet to nye ringe, hvor metallet og stenene fra vores mors og mormors ring indgik.

Jeg ville gerne have en ring inspireret af Castens’ Lady of the Lake, hvor brillianterne omgav en Swiss Blue Topas. Jeg ville gerne have ringen i sølv, med de karakteristiske kugler i hvidguld fra min mors ring, så jeg kunne se hvilket metal der kom derfra.

Min mor-ring

Resultatet blev denne vidunderlige ring som jeg bærer på min pegefinger. Hver gang jeg ser den tænker jeg på min mor.

2 af mine vidunderlige Castens-ringe

Categories
Familieliv

Der skulle ske noget nyt!

Mit hår er det man nok normalt vil kalde tyndt og slasket. Jeg har haft det langt i årevis, og klippede pandehår tilbage i 2010. Siden har mit hår set nogenlunde sådan her ud:

Jeg har egentlig været glad for det, men for en halvanden måneds tid siden havde jeg Møffen til frisøren. Mens han blev klippet, tænkte jeg at jeg trængte til lidt selvforkælelse. Så jeg bookede en tid til mig selv et par uger efter. Da dagen kom var jeg ikke sikker på hvad jeg ville.

Jeg satte mig i stolen og sagde der skulle ske noget nyt. Frisøren foreslog lidt kortere og nogle etager, så det blev vi enige om. Som jeg sad i stolen blev jeg mere og mere modig, og da vi var færdige lå der 12 cm hårlokker på gulvet. Det resterende hår var blevet stylet med krøller.

Nyklippet og Nykrøllet

Men krøller bider ikke rigtig på mit hår og selv med indsats med krøllejern osv. ser mit hår nu som regel således ud til hverdag.

Men jeg kan godt lide krøller, og dem frisøren lavede hold faktisk hele aftenen. Da vi skulle til bryllup et par uger efter gik jeg ned til frisøren og købte de hårprodukter hun havde brugt. En volumenspray, en varmebeskyttende spray og en hårspray. 750 kr i alt, mere end jeg nogensinde før har brugt på hårprodukter. Så lånte jeg et glattejern af min lillesøster, og gik i krig med krøllerne. Da vi afleverede Møffen hos mine svigerforældre, så det sådan her ud.

Nykrøllet og klar til fest!

De holdt hele aftenen! Jeg skal have noget mere øvelse med glattejernet og måske et ordentligt krøllejern, men det lykkedes og jeg fik SÅ mange komplimenter for mit hår.

Det her indlæg blev vist en lang række billeder af mig selv…

Categories
Familieliv

Ved festlige lejligheder

Festlige lejligheder er blevet sværere for mig, siden min mor døde. Jeg har nok altid haft en tendens til at trække mig lidt ind i mig selv til festlige lejligheder, jeg føler altid der er mig der står lidt på sidelinjen og kigger på, og ikke bliver inkluderet helt. I de situationer trækker jeg mig lidt væk, ikke fysisk, men inde i mit hoved. Og når der sker nu, savner jeg min mor. Jeg ved ikke helt hvorfor savnet rammer her, for jeg har aldrig oplevet min mor gøre det samme. Min mor var (eller virkede i hvert fald) meget mere udadvendt end jeg er. Men nu rammer savnet, som jeg sidder til post-bryllups-reception og kigger på min mobil, i tvivl om hvor jeg skal gå hen. Jeg har venner til brylluppet, men de kender alle folk som jeg ikke kender, og jeg vil ikke trænge mig på.

Categories
Familieliv

Tidligt på kursus

Jeg kan godt lide at være på kursus. Eller rettere, jeg kan godt lide at være på konference/kursussteder før kurserne egentlig begynder. Min arbejdsplads har et konferencested tæt på hvor jeg bor, med udsigt ud over markerne, søen, ænder og køer. Der sidder jeg lige nu, men en kop te og en bolle og nyder stilheden (før stormen).

Categories
Familieliv

Et usynligt handikap

Hvis man bare lige ser mig, kan man ikke se det. Faktisk kan man kende mig i årevis uden at opdage det, måske et helt liv. Men jeg har et handikap. Det er godt nok (så vidt jeg ved) ikke direkte defineret som et handikap, men det føles som et sådant. Og dertil kommer at det er et pinligt et af slagsen.

Jeg har rigtig svært ved at sove alene. Som i rigtig svært. Som i “gøre alt for at undgå det” svært. Sove alene kan være at sove alene hjemme eller at sove på et hotelværelse. Jeg kan godt sove alene i et værelse, bare der er andre i huset. Andre hotelgæster tæller tilsyneladende ikke i mit hoved.

I hverdagen er det ikke et problem, jeg bor sammen med Kemifar (og Møffen selvfølgelig) og da der ikke er natarbejde eller forretningsrejser som en del af Kemifars job, så er det ikke et problem. Lige indtil det er det alligevel. Da vi var studerende og da Kemifar var PhD-studerende var der en del konferencer og sommerskoler som Kemifar skulle på, og det efterlod mig alene hjemme. Så jeg “flyttede hjem” i de perioder og boede hos mine forældre. Hvis mine forældre ikke var hjemme, så fandt jeg andre familiemedlemmer at bo hos. Jeg undgik selv konferencer og sommerskoler for at undgå at skulle sove alene når jeg var afsted.

Jeg har sovet alene hjemme én gang i hele mit liv. Det kunne simpelthen ikke logistisk gå op på andre måder, da jeg havde en vagt på arbejdet og det eneste familie jeg kunne være hos var langt væk. Jeg har sovet alene på et hotelværelse 5 nætter i alt. 4 af disse var i Kina. Fællestræk for disse nætter har været en enorm bekymring i tiden op til, utryghed og meget, meget lidt søvn.

Jeg kan ikke forklare hvorfor det gør mig så bange og jeg ved ikke hvad det kommer af. Jeg ved ikke om det er kontroltab, abandonment issues eller rester af de angstproblemer jeg fik som ung voksen. Jeg forsøger at bearbejde det, men det er utroligt svært.

Desværre er jeg i den situation at der er meget “sove ude” i forbindelse med mit arbejde. Et par gange om året er der seminarer, og mine arbejdsopgaver har ændret sig til at lægge op til meget rejseaktivitet. Det har jeg det ikke ret godt med, og har meldt det ud til min arbejdsplads, hvor det pt. er accepteret, men det føles stadig som et pres og et nederlag. For et sted i baghovedet sidder der en stemme og siger “så tag dig dog sammen.”. Det er bare lettere sagt end gjort.

Categories
Familieliv

Strandtur

I dag har vi været en impulsiv tur på stranden, hvor Møffen lærte at kaste sten i vandet. Han brugte utroligt lang tid på at samle sten op, børste dem af for sand og så kaste dem ud i vandet.

Det var en fin måde at få lidt frisk luft på og brænde lidt energi af, selvom Møffen ikke fik brændt helt så meget energi af som vi havde håbet!

Categories
Familieliv

Mors Dag

Når mor er gået bort

Sidste år skrev jeg et indlæg om min første mors dag efter min mor døde sidste år. Jeg fik en del søde kommentarer fra andre der også har mistet og i løbet af de sidste uger har jeg tænkt at det ikke gør så ondt i år. Men i går og i dag er det begyndt at fylde mere alligevel. For selvom jeg ikke synes jeg har set heeelt så mange Mors Dags reklamer som sidste år, så er de alligevel begyndt at poppe op i mit facebook feed.

Nye udfordringer

I år har jeg så en yderligere udfordring, min lillesøster der mistede sit ufødte barn i september. Mors dag fylder enormt meget for hende, for hun føler sig som en mor, selvom der ikke er et barn derhjemme. Frustrationerne over ikke at føle sig set og anerkendt som mor af omverdenen er til at tage og føle på, og de spreder sig. Men hvem skal man anerkende på Mors dag?

Holdninger om Mors Dag

Min egen mor var af “det er bare noget amerikansk pjat blomsterhandlerne har fundet på”-skolen, og gik på ingen måde op i mors dag. For mig er det først begyndt at fylde efter hun døde, og det er mere påmindelsen fra omverdenen om at jeg ikke ængere har en mor selv. Jeg kan se at der er generiske “glædelig mors dag til alle mine med-mødre” opslag på Facebook hvert år, men jeg har aldrig sendt en personlig hilsen til nogen i den anledning. Er det en ting?

Hvad skal man gøre?

For mig giver det mening at anerkende sin egen mor på mors dag, en slags “tak fordi du gennemgik en graviditet, en fødsel og var/er min mor”, hvis man synes det giver mening. Det kan selvfølgelig også gælde bedstemødre eller andre moderfigurer i ens liv, som man synes bør anerkendes. Men det føles for mig mærkeligt at sende en Mors dag-besked til en veninde, kusine eller for den sags skyld søster, for de er jo ikke min mor.

Sidste år gik jeg på kirkegården og gjorde min mors gravsten ren. I år er den temmelig ren, så jeg må se om jeg går derned søndag. Til gengæld gør jeg noget andet, jeg har bestilt en buket blomster til min svigermor, fordi jeg er taknemmelig over at have hende, når nu min egen mor ikke længere er her.

Categories
Familieliv

Ro på!

Jeg sidder i mine svigerforældre have i skyggen fra en parasol og slapper af. Mit hovede er temmelig træt efter en nat hvor Møffen var vågen fra klokken 1 til 3:30, og det var jeg derfor også.

Jeg sidder og tænker på alt det jeg gerne vil. Sy mere. Bage mere. Passe bloggen. Få mere gang i min virksomhed (spiselige print til kager). Rydde op (og smide ud). Være sammen med Kemifar og være en god mor for Møffen.

Men lige nu er der ro på. Møffen sidder indenfor og hamrer i klaveret under opsyn af sin Farmor. Gudskelov for Farmor!