Nyt

Ja, det er ved at være noget tid siden jeg har været aktiv herinde. Lidt over 5 måneder for at være præcis, og det er der nok flere grunde til, men den primære er at jeg er gravid. Jeg er faktisk så gravid at der kun er ca. 4 uger tilbage til det er meningen at vores lille dreng skal komme, ved planlagt kejsersnit.

Da jeg var gravid med Møffen blev jeg aldrig rigtig glad for at være gravid. Jeg var glad for at vi blev gravide temmelig hurtigt og for at vi skulle have et barn, men jeg havde kvalme fra en uge efter jeg testede positiv, til han kom ud. De sidste 3 måneder en lidt mere afdæmpet kvalme, hvor jeg trods alt ikke havde “dry-heaving” dagligt, men stadigvæk let kvalme meget af tiden. Min første graviditet var på papiret fuldstændigt problemfri, og endte ud i en 46 timers fødsel der sluttede med et akut kejsersnit.

Denne gang har det været lidt anderledes. Ikke med kvalmen, det har været fuldstændigt det samme, men jeg er døjet med mere ubehag, følt mig mere besværet og mere brugt. Nu har jeg også meget halsbrand. For ikke at nævne en svampeinfektion der bare ikke vil gå væk, en moderkagebiopsi (der gudskelov viste at der ingen genetiske problemer var) samt en glucosebelastningstest (stærkt sukkervand, på tom mave, med morgenkvalme. Bvadr. Heldigvis var der ingen graviditetssukkersyge).

Men det sværeste har nok være Møffen. Han har reageret en del på at jeg ikke har kunnet så meget, både på grund af kvalmen, men også ondt i ryggen og humørsvingninger på grund af hormoner. Han reagerer på at ville have mor til at gøre ALTING, og det er dybt frustrerende at måtte sige nej til meget, når jeg egentlig gerne vil. Det betyder også at jeg overanstrenger mig, og så betaler prisen efterfølgende med ondt i ryggen, mange plukveer og ubehag.

Det værste er den dårlige samvittighed og følelsen af utilstrækkelighed. For når barnet stor-hyler i sin fars arme at han vil have mor, og jeg vitterligt ikke kan, så er der ikke meget andet at gøre end at krybe sammen på sofaen og stor-tude, mens Kemifar tager slæbet med det hylende barn. Jeg glæder mig til ikke at være gravid mere, selvom jeg godt ved det så bliver hårdt på andre måder.