Familieliv

Et usynligt handikap

Hvis man bare lige ser mig, kan man ikke se det. Faktisk kan man kende mig i årevis uden at opdage det, måske et helt liv. Men jeg har et handikap. Det er godt nok (så vidt jeg ved) ikke direkte defineret som et handikap, men det føles som et sådant. Og dertil kommer at det er et pinligt et af slagsen.

Jeg har rigtig svært ved at sove alene. Som i rigtig svært. Som i “gøre alt for at undgå det” svært. Sove alene kan være at sove alene hjemme eller at sove på et hotelværelse. Jeg kan godt sove alene i et værelse, bare der er andre i huset. Andre hotelgæster tæller tilsyneladende ikke i mit hoved.

I hverdagen er det ikke et problem, jeg bor sammen med Kemifar (og Møffen selvfølgelig) og da der ikke er natarbejde eller forretningsrejser som en del af Kemifars job, så er det ikke et problem. Lige indtil det er det alligevel. Da vi var studerende og da Kemifar var PhD-studerende var der en del konferencer og sommerskoler som Kemifar skulle på, og det efterlod mig alene hjemme. Så jeg “flyttede hjem” i de perioder og boede hos mine forældre. Hvis mine forældre ikke var hjemme, så fandt jeg andre familiemedlemmer at bo hos. Jeg undgik selv konferencer og sommerskoler for at undgå at skulle sove alene når jeg var afsted.

Jeg har sovet alene hjemme én gang i hele mit liv. Det kunne simpelthen ikke logistisk gå op på andre måder, da jeg havde en vagt på arbejdet og det eneste familie jeg kunne være hos var langt væk. Jeg har sovet alene på et hotelværelse 5 nætter i alt. 4 af disse var i Kina. Fællestræk for disse nætter har været en enorm bekymring i tiden op til, utryghed og meget, meget lidt søvn.

Jeg kan ikke forklare hvorfor det gør mig så bange og jeg ved ikke hvad det kommer af. Jeg ved ikke om det er kontroltab, abandonment issues eller rester af de angstproblemer jeg fik som ung voksen. Jeg forsøger at bearbejde det, men det er utroligt svært.

Desværre er jeg i den situation at der er meget “sove ude” i forbindelse med mit arbejde. Et par gange om året er der seminarer, og mine arbejdsopgaver har ændret sig til at lægge op til meget rejseaktivitet. Det har jeg det ikke ret godt med, og har meldt det ud til min arbejdsplads, hvor det pt. er accepteret, men det føles stadig som et pres og et nederlag. For et sted i baghovedet sidder der en stemme og siger “så tag dig dog sammen.”. Det er bare lettere sagt end gjort.

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *