Categories
Familieliv

Ved festlige lejligheder

Festlige lejligheder er blevet sværere for mig, siden min mor døde. Jeg har nok altid haft en tendens til at trække mig lidt ind i mig selv til festlige lejligheder, jeg føler altid der er mig der står lidt på sidelinjen og kigger på, og ikke bliver inkluderet helt. I de situationer trækker jeg mig lidt væk, ikke fysisk, men inde i mit hoved. Og når der sker nu, savner jeg min mor. Jeg ved ikke helt hvorfor savnet rammer her, for jeg har aldrig oplevet min mor gøre det samme. Min mor var (eller virkede i hvert fald) meget mere udadvendt end jeg er. Men nu rammer savnet, som jeg sidder til post-bryllups-reception og kigger på min mobil, i tvivl om hvor jeg skal gå hen. Jeg har venner til brylluppet, men de kender alle folk som jeg ikke kender, og jeg vil ikke trænge mig på.

Categories
Familieliv

Tidligt på kursus

Jeg kan godt lide at være på kursus. Eller rettere, jeg kan godt lide at være på konference/kursussteder før kurserne egentlig begynder. Min arbejdsplads har et konferencested tæt på hvor jeg bor, med udsigt ud over markerne, søen, ænder og køer. Der sidder jeg lige nu, men en kop te og en bolle og nyder stilheden (før stormen).

Categories
Familieliv

Et usynligt handikap

Hvis man bare lige ser mig, kan man ikke se det. Faktisk kan man kende mig i årevis uden at opdage det, måske et helt liv. Men jeg har et handikap. Det er godt nok (så vidt jeg ved) ikke direkte defineret som et handikap, men det føles som et sådant. Og dertil kommer at det er et pinligt et af slagsen.

Jeg har rigtig svært ved at sove alene. Som i rigtig svært. Som i “gøre alt for at undgå det” svært. Sove alene kan være at sove alene hjemme eller at sove på et hotelværelse. Jeg kan godt sove alene i et værelse, bare der er andre i huset. Andre hotelgæster tæller tilsyneladende ikke i mit hoved.

I hverdagen er det ikke et problem, jeg bor sammen med Kemifar (og Møffen selvfølgelig) og da der ikke er natarbejde eller forretningsrejser som en del af Kemifars job, så er det ikke et problem. Lige indtil det er det alligevel. Da vi var studerende og da Kemifar var PhD-studerende var der en del konferencer og sommerskoler som Kemifar skulle på, og det efterlod mig alene hjemme. Så jeg “flyttede hjem” i de perioder og boede hos mine forældre. Hvis mine forældre ikke var hjemme, så fandt jeg andre familiemedlemmer at bo hos. Jeg undgik selv konferencer og sommerskoler for at undgå at skulle sove alene når jeg var afsted.

Jeg har sovet alene hjemme én gang i hele mit liv. Det kunne simpelthen ikke logistisk gå op på andre måder, da jeg havde en vagt på arbejdet og det eneste familie jeg kunne være hos var langt væk. Jeg har sovet alene på et hotelværelse 5 nætter i alt. 4 af disse var i Kina. Fællestræk for disse nætter har været en enorm bekymring i tiden op til, utryghed og meget, meget lidt søvn.

Jeg kan ikke forklare hvorfor det gør mig så bange og jeg ved ikke hvad det kommer af. Jeg ved ikke om det er kontroltab, abandonment issues eller rester af de angstproblemer jeg fik som ung voksen. Jeg forsøger at bearbejde det, men det er utroligt svært.

Desværre er jeg i den situation at der er meget “sove ude” i forbindelse med mit arbejde. Et par gange om året er der seminarer, og mine arbejdsopgaver har ændret sig til at lægge op til meget rejseaktivitet. Det har jeg det ikke ret godt med, og har meldt det ud til min arbejdsplads, hvor det pt. er accepteret, men det føles stadig som et pres og et nederlag. For et sted i baghovedet sidder der en stemme og siger “så tag dig dog sammen.”. Det er bare lettere sagt end gjort.

Categories
Familieliv

Strandtur

I dag har vi været en impulsiv tur på stranden, hvor Møffen lærte at kaste sten i vandet. Han brugte utroligt lang tid på at samle sten op, børste dem af for sand og så kaste dem ud i vandet.

Det var en fin måde at få lidt frisk luft på og brænde lidt energi af, selvom Møffen ikke fik brændt helt så meget energi af som vi havde håbet!