Hvad er den gode fødsel? Da jeg var gravid var jeg ganske ræd for fødslen (jeg håndterer ikke smerte så godt), og bearbejdede den angst hos en psykolog. Det fungerede rigtig godt for mig, og jeg endte med om ikke at glæde mig til fødslen, så at være spændt på den, jeg havde tiltro til at min krop kunne finde ud af at føde, og hvis jeg lyttede til min krop skulle det nok lykkes. Jeg endte med veer i 46 timer og akut kejsersnit, fordi Møffen stod skævt i mit bækken og ikke kunne skubbe sig selv langt nok ned til at komme ud.
Jeg læser mange beskrivelser af kejsersnit, hvor kvinden der har fået kejsersnit oplever skuffelse over ikke at have født vaginalt, føler sig snydt for oplevelsen og i det hele taget føler at kejsersnittet var et nederlag.
Disse kvinders følelser er fuldstændigt valide, og skal tages meget seriøst. Her må sundhedsplejersker, jordmødre, sygeplejersker, familiemedlemmer og evt. psykologer på banen, for at støtte den nybagte mor.
Men jeg kan ikke lade være med at overveje om man kunne forebygge nederlagsfølelsen hos nogle af disse kvinder? Jeg blev spurgt under min graviditet (jeg husker ikke af hvem) hvad succeskriteriet var for min fødsel, og jeg svarede i ramme alvor “at han kommer ud”, hvilket jeg øjeblikkelig rettede til “at han kommer ud og er sund og rask – og at jeg selv ikke tager for meget skade”.
Succeskriteriet for min fødsel var virkelig at ungen skulle ud af mig og vi begge to overlevede. Det var min førsteprioritet, og den eneste der virkelig betød noget. Derudover håbede jeg på at det ikke ville tage for lang tid, i omegnen af tolv timer tænkte jeg ville være godt (hahahahahaha), at det ikke ville gøre for ondt (hahahahahaha) og at jeg ikke ville briste eller skulle klippes (det gik faktisk i opfyldelse, eftersom han ikke kom ud den vej).
Så da jeg morgenen efter kejsersnittet blev spurgt af en sygeplejerske (eller læge? det er lidt blurry) hvordan jeg havde det, når nu det var endt i akut kejsersnit, var svaret at jeg havde det fint og jeg nok gerne ville have planlagt kejsersnit med den næste (her blev der grinet lidt af at jeg allerede tænkte på den næste, men det gjorde jeg – dog først om nogle år!)
Jeg tror “ønskesedler” til fødsler kan være med til at skabe skuffelse når de ikke kan opfyldes, ønsker om hjemmefødsel, fødsel i vand, sansestuer, ingen smertelindring og ingen kejsersnit er fine nok, men når det bliver problematisk at de ting ikke kan opfyldes af den ene eller den anden grund, er det rigtig ærgerligt. En fødsel er en dybt traumatisk oplevelse, uanset hvor glat den forløber, og derfor finder jeg det problematisk når vi forherliger visse elementer. Hvorfor er en fødsel uden epidural mere værd, end en fødsel med epidural? Hvorfor skal kvinder kritiseres for at ønske at føde på et hospital, fremfor derhjemme? Hvorfor mødes kvinder der har fået kejsersnit med holdningen at de ikke har født “rigtigt”?
Hvorfor kan vi ikke acceptere at alle fødsler er forskellige, og at det ene valg eller omstændighed ikke er kategorisk bedre end det andet? Kejsersnit er det rigtige valg for nogle kvinder (akut eller planlagt, medicinsk betinget eller ej), nogle kvinder er tryggest derhjemme, andre på et hospital, og nogle kvinder har stor glæde at smertelindring. Jeg håber at vi snart holder op med at dømme andre for de valg og omstændigheder de har i forhold til deres fødsler. I bund og grund ønsker vi jo alle det samme, at vores børn kommer til verden sunde og raske, og at vi selv overlever også.
Jeg tror den gode fødsel er den hvor kvinden føler sig tryg. Jeg følte mig ikke utryg på et eneste tidspunkt under min fødsel, og det tror jeg betød alverden.