Da Møffen var 4 dage gammel blev min mor indlagt på hospitalet. En uge efter var hun hjemme igen, med en kræftdiagnose, og efter ca 2 måneder med behandling og undersøgelser fik vi beskeden at der ikke var noget at gøre og det var et spørgsmål om tid.
Det føltes grænseløst urimeligt at den tid der skulle være den lykkeligste i vores liv, vores lille boble af baby-lykke skulle smadres på den måde og jeg fældede mange tårer over angsten for at miste min mor og af raseri mod et ukendt mål over at det skulle ramme lige når jeg selv var blevet mor. Jeg hulkede derhjemme, jeg hulkede på hospitalet da jeg blev undersøgt igen (til lægen og sygeplejersken der undersøgte mig), da jeg skulle opereres igen (til anæstesisygeplejersken der holdt mig i hånden under operationen), hos egen læge da Møffen skulle til 5 ugers undersøgelse, når ammesmerterne satte ind og hos min psykolog. Samtidig var jeg jublende lykkelig over min lille baby. At man kan være så lykkelig og så ulykkelig på samme tid undrer mig stadig, nu hvor hverdagen er sat ind.
Min mor er stadig meget, meget syg. Mit hjerte ryger op i halsen når telefonen ringer og det er min søster eller min fars navn på skærmen. Det er så utroligt svært at være ny mor når ens familie er så presset, når dem man havde regnet med skulle være der til at støtte en i forældreskabet ikke kan være der. Når man er nødt til at sige nej, fordi det er bedst for baby. Når man har permanent dårlig samvittighed over ikke at gøre mere. Når man ser sin familie strække sig til det yderste, og man selv må stå på sidelinjen fordi baby har brug for en. Når man mangler sin egen mor.
Indlægget her blev lidt rodet, men sådan ser min verden ud lige nu. For at citere min veninde “ens mor må ikke blive syg, når man selv lige er blevet mor”. Det burde være en lov.
💓
