Kemisk Mor

Møffen er 2 år og 3 måneder i skrivende stund, og hans ordforråd udvikler sig fra dag til dag. Han er rigtig god til dyr, og hvad dyr hedder, lige fra giraf, elefant og leopard til kænguru, næbdyr og aardwark (som dog bliver udtalt ardervark). Men det mest spændende lige nu er sætningskonstruktion, der til tider ender i deciderede guldkorn. Her kommer en samling af ting man kan høre i vores hjem for tiden:

• Mor, giv mig sutten (mens han rækker den til mig. Mig, dig, din og min er også svære at holde styr på)
• Hov fugl! Hvad laver du her? (Fuglen hoppede rundt ude på græsplænen)
• Åh nej dog (Det siger han hele tiden, om alt muligt)
• Åh, lidt tung (Når han forsøger at løfte lidt større ting, eller legetøj der sidder fast)
• Ikke fregat, færge! (Nogen fik sagt at fregatten Jylland var en færge, det brugte vi en uge på at diskutere)

Og så selvfølgelig denne samtale om et billede af et lokalbanetog:

Møffen: “Det’ en bus!”

Mor: “Nej skat, det er et tog”

“Nej, ikke tog, bus!”

“Det er altså et tog, se der er togskinner foran”

“Bus!”

“Nej skat, der er jo tog-skinner”

“… bus-skinner!”

“…” (Den slags logik er svær at argumentere imod)

For noget tid siden skrev jeg om min familiering fra Castens. Jeg fortalte også at der var en ny ring på vej fra Karins hånd, som jeg glædede mig meget til.

Baggrunden for min nye ring er et arvestykke. Min mormor havde en alliancering i hvidguld, med 8 brillianter, som min mor arvede da min mormor døde. Min mor gik altid med ringen, indtil hun for nogle år siden fik så meget gigt i fingrene at hun var nødt til at få den klippet af. Vi snakkede om at få den lavet om til en gigt-ring, men det blev for dyrt. Da hun blev syg begyndte jeg at tænke over hvor ringen mon var henne og hvad der skulle ske med den, men fik aldrig talt med min mor om det. Da hun døde kunne vi ikke finde den. Den var simpelthen væk.

Omkring et halvt år efter min mor døde besluttede min far sig for at sætte deres hus til salg, og der gennemgik vi en større oprydning. I en lille plastiklomme i en reol der skulle smides ud, fandt min far min mors ring. Lettelsen var til at tage og føle på for os alle sammen, da vi havde frygtet at den var væk for altid.

Ringen lå hos os i nogle måneder, indtil min søster og jeg tog ind til Castens værksted i Holbergsgade. Vi havde besluttet at dele ringen, få den smeltet om og lavet to nye ringe, hvor metallet og stenene fra vores mors og mormors ring indgik.

Jeg ville gerne have en ring inspireret af Castens’ Lady of the Lake, hvor brillianterne omgav en Swiss Blue Topas. Jeg ville gerne have ringen i sølv, med de karakteristiske kugler i hvidguld fra min mors ring, så jeg kunne se hvilket metal der kom derfra.

Resultatet blev denne vidunderlige ring som jeg bærer på min pegefinger. Hver gang jeg ser den tænker jeg på min mor.

Mit hår er det man nok normalt vil kalde tyndt og slasket. Jeg har haft det langt i årevis, og klippede pandehår tilbage i 2010. Siden har mit hår set nogenlunde sådan her ud:

Jeg har egentlig været glad for det, men for en halvanden måneds tid siden havde jeg Møffen til frisøren. Mens han blev klippet, tænkte jeg at jeg trængte til lidt selvforkælelse. Så jeg bookede en tid til mig selv et par uger efter. Da dagen kom var jeg ikke sikker på hvad jeg ville.

Jeg satte mig i stolen og sagde der skulle ske noget nyt. Frisøren foreslog lidt kortere og nogle etager, så det blev vi enige om. Som jeg sad i stolen blev jeg mere og mere modig, og da vi var færdige lå der 12 cm hårlokker på gulvet. Det resterende hår var blevet stylet med krøller.

Men krøller bider ikke rigtig på mit hår og selv med indsats med krøllejern osv. ser mit hår nu som regel således ud til hverdag.

Men jeg kan godt lide krøller, og dem frisøren lavede hold faktisk hele aftenen. Da vi skulle til bryllup et par uger efter gik jeg ned til frisøren og købte de hårprodukter hun havde brugt. En volumenspray, en varmebeskyttende spray og en hårspray. 750 kr i alt, mere end jeg nogensinde før har brugt på hårprodukter. Så lånte jeg et glattejern af min lillesøster, og gik i krig med krøllerne. Da vi afleverede Møffen hos mine svigerforældre, så det sådan her ud.

De holdt hele aftenen! Jeg skal have noget mere øvelse med glattejernet og måske et ordentligt krøllejern, men det lykkedes og jeg fik SÅ mange komplimenter for mit hår.

Det her indlæg blev vist en lang række billeder af mig selv…

Festlige lejligheder er blevet sværere for mig, siden min mor døde. Jeg har nok altid haft en tendens til at trække mig lidt ind i mig selv til festlige lejligheder, jeg føler altid der er mig der står lidt på sidelinjen og kigger på, og ikke bliver inkluderet helt. I de situationer trækker jeg mig lidt væk, ikke fysisk, men inde i mit hoved. Og når der sker nu, savner jeg min mor. Jeg ved ikke helt hvorfor savnet rammer her, for jeg har aldrig oplevet min mor gøre det samme. Min mor var (eller virkede i hvert fald) meget mere udadvendt end jeg er. Men nu rammer savnet, som jeg sidder til post-bryllups-reception og kigger på min mobil, i tvivl om hvor jeg skal gå hen. Jeg har venner til brylluppet, men de kender alle folk som jeg ikke kender, og jeg vil ikke trænge mig på.

I dag har vi været en impulsiv tur på stranden, hvor Møffen lærte at kaste sten i vandet. Han brugte utroligt lang tid på at samle sten op, børste dem af for sand og så kaste dem ud i vandet.

Det var en fin måde at få lidt frisk luft på og brænde lidt energi af, selvom Møffen ikke fik brændt helt så meget energi af som vi havde håbet!